Sebastian Lorenzen er tilfreds med dagen, selvom han ikke var 100%

Sebastian Lorenzen kørte to flotte andenpladser hjem til A-DM på Uhre, selvom han ikke var 100% klar, men det var nok til en samlet top 3, i mesterskabsstillingen 2025.
Sebastian Lorenzen havde hjemmebanefordel, til Fastlane MX Masters A-DM 2025, der blev afviklet hos Herning Motocross, men alligevel røg han på taget i kval heatet, da han lige skulle prøve et nyt spor. Der skete heldigvis ikke skade ved det, udover et lille blåt øje, der er blevet mere tydeligt efter løbet, fortæller en smågrinende Sebastian, da vi fangede ham i en pause på arbejdet tirsdag.
Tilfreds med dagen
Sebastian Lorenzen kunne ikke stille noget op mod den formstærke Nicolai Skovbjerg, der var hjemme i Danmark, og kunne køre med i DM afdelingen hos Herning Motocross.
– Havde jeg været 100% klar med skulderen og knæet, ville det have været mere tæt, og måske endt ud i en sejr på dagen, fortæller Sebastian Lorenzen, da vi snakkede med ham i telefonen.
– Min skulder er ikke øm mere, men jeg bliver træt i den, specielt i andet heat, og så var mit knæ meget hævet, da jeg fik en sten på den, til DAM i Aars, hvilket betyder at jeg kun var på omkring 70% til afdelingen i Herning, men jeg er tilfreds med udviklingen, på dagen.
Kæmper for DM podiet
– Jeg kan ikke nå en top 2, mod de to andre stærke modstandere, men jeg kan kæmpe for min samlede tredjeplads, i DM 2025, og det er jeg klar på, fortæller Sebastian Lorenzen videre i samtalen.
– De kommende afdelinger passer godt til mig, og her forventer jeg at være tilbage på 100%, så det er målet for 2025, at fastholde podiepladsen i A-MX2, i Fastlane MX Masters 2025.
ADAC Tensfeld 2025
– Der bliver ikke så meget sommerferie til mig i 2025, hvor arbejdet skal passes, der skal trænes, og så skal der køres ADAC i Tensfeld (Tyskland) hvor den står på tre heat. – Det er god løbstræning, og jeg føler mig klar til de sidste A-DM afdelinger, og glæder mig til at køre dem.
Vi ønsker Sebastian held og lykke med ræset til ADAC, og ikke mindst de sidste DM afdelinger.