Portræt

Frederik Sander brænder for sporten og karakteren Fast Freddy

Artikel foto: Frederik Sander

Crossbladet har fået en snak med Fast Freddy karakteren, Frederik Sander, der virkelig brænder for denne sportsgren.

Når man går rundt ude på banerne, så støder man ofte på ildsjæle, der vil denne sportsgren det bedste, og nogle gør også en ekstra indsats for at få budskabet ud til befolkningen. Frederik Sander på 28år, er en af dem, som vi har mødt gentagne gange i 2023, så derfor var det naturligt lige at få en snak med ham, for at høre, hvordan han er kommet til denne sportsgren, og hvordan Fast Freddy egentlig opstod. Frederik som bor på Midtsjælland er selvstændig mekaniker, og har været det siden han blev udlært i 2017, og har gennem tiden opbygget et stort netværk indenfor motorsporten.

Startede på fire hjul

Frederik Sander startede ud med at køre quad som 13/14årig, og har deltaget i DM afdelinger, inden han som 16årig satte det på pause, for en stund, blandt andet grundet uddannelse, og det som hører til, som ung. Da Frederik blev udlært, så begyndte der også at komme midler ind, så han selv kunne betale for sporten, og her vendte han tilbage i 2018, men som solo-kører. Det var ikke den store succes, for kort efter han var kommet i gang, så brækkede han blandt andet et kraveben, og smadrede sin skulder godt og grundigt, og så var der igen en pause fra sporten.

2020 var året for comeback

Med et par års pause fra MX, så var Frederik atter klar til at genoptage sporten i 2020, hvor han købte sig en ny Honda 250cc, og her blev han virkelig bidt af sporten. Frederik Sander fik kørt to sæsoner i 2020, og 2021, og så begyndte det hele at ligne noget, og han kunne følge med, og skabe resultater, og det var vigtigt for Frederik, da han hele tiden ønsker at forbedre sig på alle punkter.

Problemerne kom tilbage i 2022

Efter et par gode år med motocross, så dukkede der sponsorer op, og Frederik Sander fik sig en ny Yamaha 250cc i 2022 og sammen med Kenneth Kaalund, tog de til MX-Indoor i Herning, hvor Frederik atter røg på låget, og denne gang, så gik det udover hans ene hånd. Her skulle det vise sig, at Frederik fik et brud på en af håndledsknoglerne, og det ville ikke gro ordentligt sammen, grundet nogle døde blodkar. Det betød at 2022 blev et rædselsår for Frederik Sander, der blot fik kørt to løb.

Artikel foto: Frederik Sander

2023 var året

Frederik Sander har arbejdet en del med udviklingen, både med teknik, og konditionen, i samarbejde med Kenneth Kaalund, der har en professionel forståelse, for problemerne, og det har hjulpet Frederik rigtigt meget. Det kom der så meget ud af, at Frederik kom med Kenneth på trænings camp i Italien, i starten af 2023, og dette fik Frederik Sander, sindssygt meget ud af.

Siden denne tur, så har Kenneth og Frederik trænet sammen, både på, og udenfor banen, op til 4-5. gange om ugen, og det har altså kastet resultater af sig, hos Frederik.

Har kørt 13 løb i 2023

På trods af en smadret hånd, hvor Frederik fortsat kæmper med smerter, så lykkedes det altså for ham, at køre 13 løb i 2023, hvor det blandt andet blev til flere DM afdelinger, og en masse pokalløb, udover træningerne på hjemmebanen i Svebølle, hvor Frederik hører til.

Hvor er den fedeste MX bane

Vi skal til Jylland, udbrød Frederik Sander ret hurtigt, men så gik han lidt i stå, for nu skulle man jo pludselig til at vælge en ud. Jeg er vild med sandbaner fortsætter han pludselig, og den hører vi altså sjældent fra Sjællændere, så vi måtte lige have Frederik til at bekræfte, at han virkelig sagde det. Da det var blevet bekræftet, så måtte Frederik erkende, at den fedeste bane er den hos Mols Cross, for udover at stedet bare kan noget helt specielt, så er den bare altid fed, uanset hvor smadret den er.

Fast Freddy

Frederik Sander er på kort tid blevet et kendt ansigt i ryttergården, hvor han og flere af hans venner, går rundt og videofilmer kørere, og snakker med dem. Det opstod tilbage i 2022, som “ukendt” c-kører, som Frederik selv fortæller det til crossbladet, da vi fik en længere samtale med ham. Frederik har set en masse gøre det samme, blandt andet nogle kørere fra USA, og tænkte at han også ville prøve dette, så han købte sig et kamera, og begyndte at filme en masse ting.

Det var så pinligt at filme sig selv, så der gik et halvt år, før den første video kom online, men det blev taget utroligt godt i mod.

Da de første video havde ramt Youtube kanalen i 2022, så var der ikke rigtigt nogen der kendte til Frederik, eller Fast Freddy, men det har virkeligt taget fart i 2023. Lige pludselig så skete der noget i miljøet, man kunne fornemme, at det var noget, som havde manglet, specielt når det er helt nede på jorden, i børnehøjde, hvor alle kan være med.

Det er utroligt vigtigt at være på bølgelængde med alle, fortæller Frederik videre i samtalen, hvor man virkelig kan fornemme, at han brænder for at lave lige præcis dette.

Sympatisk ung mand

Crossbladet mødte helt tilfældigt Frederik og karakteren Fast Freddy, ved vores besøg i Kejserdalen, til deres udgave af landsdelsmesterskaberne (Øst), hvor vi egentlig skulle sige hej til Alexander Porting, som vi mødte i påsken hos Herning Motocross. Da vi fandt frem til Alexander i ryttergården, så var der en stor flok unge mennesker samlet, hvor der blev delt (byttet) mini plader ud, og snakket en masse motocross. Her mødte vi Frederik første gang, og havde ikke hørt om ham før, men han var virkelig et frisk pust, da han gik rundt og filmede, og snakkede med de mange unge, som var samlet på stedet. Vi tænkte faktisk ikke nærmere over det, før vi så os selv (crossbladet) på Youtube, da nogle andre unge gjorde os opmærksomme på, at vi var med hos Fast Freddy videoen, der var lagt online, og her vidste vi med det samme, at det var stort, bare at være en del af sådan en video.

Artikel foto: Fast Freddy og vennerne i Thy, 2023

Fremtidsdrømmen er Fast Freddy

Frederik Sander kæmper stadig med hans hånd, og det bliver desværre aldrig bedre, tværtimod, det er den hårde dom. Men det lader på ingen måder skræmme Frederik, som er fast indstillet på at blive hængende i denne sportsgren, for hvis han ikke kan holde til at køre, så vil han gøre alt for at Fast Freddy karakteren, skal bygges endnu større, og her er der allerede mange spændende ideer.

Det er måske godt nok, at der ikke er en udløbsdato på, hvornår Frederik ikke kan køre MX mere, men det betyder ikke at han smider alt på hylden, denne gang, for med Fast Freddy, så kan han og vennerne fortsat komme rundt på banerne, og gøre en masse unge glade, og ikke mindst, sprede budskabet om denne sport.

Fedt MX community

Hvis du endnu ikke har opdaget Fast Freddy, så bør du slå vejen forbi og se hvad de unge mennesker har at byde på, og vi har hørt en fugl synge om, de er ekstra lir i december måned, på de kanter. Der er liv og glade dage, og måske en nisse eller to, men det kan du selv se på FastFreddy138

Vi siger tak for snakken, og vi ses helt sikkert ude på banerne.


 

crossbladet.dk

Tak fordi du læser med på Crossbladet.dk - Du kan læse mere om, hvem "vi" er, samt finde vores kontakt information på siden OM Crossbladet.dk
Back to top button
Crossbladet.dk