Opdatering på Mads Rasmussen efter styrtet lørdag til Supercross

Lørdag 8. februar 2025, styrtede Mads Rasmussen til Supercross 2025, i Jyske Bank Boxen, og her er en opdatering på ham.
Søndag aften snakkede vi med Mads Rasmussen fra Team MX-Life.dk som styrtede til lørdagens afdeling af Supercross 2025, i Jyske Bank Boxen. Vi så ikke selve styrtet, men da han kørte ud fra banen, og humpede ned mod teltet, hvorefter han forlod området. Vi har fået Mads Rasmussen til at sætte lidt ord på det hele, og det kan du læse lidt længere nede i artiklen.
Mads Rasmussen
– Det var heat A, lørdag aften, på tredje omgang. Jeg ramte det sidste hop, i hop sektionen lidt underligt, og blev kastet en tur forover. Muligvis nogle gamle tørre spor der lå under.
– Jeg kørte selv ud fra banen, satte mig i teltet i ryttergården og begyndte at klæde om til almindeligt tøj, for jeg vidste på daværende tidspunkt at jeg var færdig for den aften.
– Samaritterne kom og kiggede til mig, men med de smerter jeg havde på daværende tidspunkt, var jeg selv ret sikker på det bare var et trykket ribben og en forslået krop.
– Ca 45min efter styrtet besluttede jeg mig for at gå til samaritterne igen, da smerterne tog til og det flimrede mere, og mere for øjnene. Stævnelægen var her hurtig til at tage en meget klog og god beslutning om at få mig ned at ligge, og kaldt en ambulance.
– Det blev til en kørsel 1, direkte på traume stue, for at blive tjekket og scannet fra top til tå.
– Her viser det sig jeg har brækket 3 ryghvirvler (th3, th4 og th5) Trykket nogle ribben, og beskadiget højre skulder. Skulderen skal tjekkes om 14 dage når hævelsen er faldet.
– Jeg har fået et CTO korset på (korset med nakkestøtte), som jeg skal gå med i 3 måneder, inden jeg skal til tjek med ryggen. Lige nu er det vigtigste, at jeg skal prøve så hurtigt som muligt, at få mig en normal hverdag igen.
– Hvad min cross karriere bringer, må tiden vise.
God bedring
Vi ønsker Mads Rasmussen god bedring, og håber at han kommer sig hurtigt igen.