Motocross Nyheder

Crosslejren i Lindknud 2023, var en tur med mange fede oplevelser

Artikel foto: Morten Justesen, Mads Rasmussen og Simon Justesen

Det er altid svært at skal runde noget af, kort tid efter man er kommet hjem, og begynde at tænke de mange oplevelser igennem, og denne gang, gør vi det lidt anderledes.

Det var en rigtig god beslutning som crossbladet tog, og tage med på LMCK Crosslejr 2023, for det har virkelig været nogle fede dage, også selvom vejret drillede en del. Vi har besluttet os for at fremhæve de tre trænere, Morten Justesen, Mads Rasmussen og Simon Justesen (artikel foto), og ikke bruge andre billeder i denne artikel, for hvordan vælger man lige 10 fra, ud af plus 800 billeder, vi fik taget, og give nogle mere opmærksomhed end andre, når de tre fortrinsvise unge mennesker var omdrejningspunktet for hele denne lejr. Vi er udmærket klar over at der er en masse kræfter bag sådan en camp, og dem glemmer vi skam ikke, men uden nogle gode trænere, så vil sådan en camp, hurtigt løbe ud i sandet, og blive noget kedeligt noget.

Gode hver for sig, men perfekte sammen

Vi har oplevet både Morten Justesen alene, og Mads Rasmussen, sammen med Sneaky Fast, men det var første gang vi mødte Simon Justesen. De laver hver i sær noget rigtigt godt, men med de tre herrer sammen, så kunne vi fornemme, et nært perfekt team, der passede lige præcis ind på denne crosslejr i Lindknud, hvor de alle havde lige præcis de rette opgaver, og man kunne både se det på deltagere, børn og ikke mindst forældrene, at dette var noget som spillede sammen, og deltagerne fik noget ud af det. Vi hørte ikke en eneste sige, det der har jeg da lært for længe siden, eller det er “latterligt” det som de laver, eller noget som helst negativt, tværtimod.

Fluen på væggen

Crossbladet har den fantastiske opgave, at være fluen på væggen, og være med på afstand, og her listede vi rundt i ryttergården, en af dagene, og hørte nogle samtaler, både med voksne, men også med børn. Vi hørte det gentagne gange, at “de der trænerne der” var gode til at gøre det, som de nu engang gjorde, og de lærte rent faktisk noget, hvor man kunne se fremgang.

Vi hørte så også en samtale, med nogle børn, der var usikre på, hvor gamle de trænere egentlig var, men de var enige om at Mads, måtte være yngst. De to andre derimod måtte være gamle, og ud af det blå, blev crossbladet blandet ind i samtalen, for vi var helt sikkert den ældste (mindst 60), og det var Morten og Simon jo ikke. Herefter skiftede de emne, og vi smuttede væk derfra, så vi ikke afslørede os selv (læs: vi klukkede af grin)..

Mindede om de unge dage

Der var så mange ting ved denne, sammentømrede lejr i Lindknud Motocross Klub, der vækkede minder fra vores egen tid i sporten, for efterhånden mange år siden. Sammenholdet, den store familie, venskaberne, hjælpsomheden, og måden kørerne blev trænet på. Hyggen om aftenen, hvor crossbladet endte hos nogle super hyggelige mennesker fra Mors, som næsten var lige så skøre som os selv, forstået på den måde, at vi alle er vilde med gadgets, man egentlig godt kunne leve uden, med mindre man er på crosslejr. De havde blandt andet en slushice maskine til at stå og hakke, dagen lang, så alle ungerne på pladsen, bare kunne komme forbi og hente en kop, hvis de ville. Så var de sikre på at de fik lidt væske, og lidt sukker, som man jo skal i denne varme. Noget andet godt ved det (lidt sarkastisk) så havde de jo samlet alle hvepsene nede hos sig, for vi så dem aldrig, i de 2,5 døgn vi var på pladsen, ved det rullende kontor.

Vi kan ikke pege fingre af noget

Som vi oplevede det, den tid vi var til stede på lejren, så kan vi ikke pege fingre af noget, og hvis der opstod et eller andet, der skulle løses, enten i ryttergården eller på banen (der kom jo en del vand) så var der hurtigt folk klar, og de brugte en del timer, så alt blev så godt som muligt, efter omstændighederne. Det er vi slet ikke i tvivl om, at også sker på andre lejre, rundt om i landet, men det er fedt at opleve, når man selv er med.

Vil i overveje at komme i 2024

Altså hvis det er samme træner team, og vi ikke skal andet, så vender vi helt sikkert tilbage, lige til dette sted. Det var også en fed tur til Kolding, og vi får med garanti, endnu flere oplevelser inden, men det er et eller andet specielt over denne lejr, og hvis du har mulighed, for at komme med som deltager, så bør man opleve det. Kort og godt, vi kan ikke beskrive det nærmere, end vi har gjort nu.

Tak for nogle fede dage, vi ses ude på banerne.

Se mere end 800 billeder fra lejren

Du kan se dem alle i albummet her

Se også vores instagram her (billeder og video)


 

Back to top button
Crossbladet.dk